Børns læring og leg med medier – hvor går grænsen?

 

Video: Denne video viser, hvordan kommunikation er meget vigtigt at have fokus på 

Til denne undervisningsgang har vi arbejdet med hvordan børn lærer og leger med medier. 

Ifølge Johansen (2014) bruges medier til en lang række processer både i forhold til

identitetsdannelse, relationer, læring og leg.

Medier er indvævede i hverdagslivets strukturer og praksisser og der findes ikke et inden for

og uden for medierne.

Dette skyldes at teknologien er noget der er til stede og kan bruges, hvor og når som helst. 

Dette medvirker til et samfund, hvor børn i dag er meget vant til at have adgang til mobile,

internetkoblede og lokationsbaserede medier. Dette medfører, at de kan navigere og orientere

sig på baggrund af dem. Udviklingen har gjort, at det gamle kort, man engang brugte til at finde

vej med, er blevet erstattet af nutidens gps i telefonen. 

 

Vi befinder os i et samfund, hvor børn ikke skelner mellem bøger og film, så længe historien er

god. De foretager sig ikke kvalitative vurderinger, der viser at bøger skulle være ”finere” eller

”bedre” end film. Dette bidrager til, at børnene ikke forstår de voksne, når de foreslår at de skal

gå ud og lege. Dette viser netop, at det et eller andet sted er to verdener der mødes, da børnene

vil give udtryk for, at de allerede leger, når de spiller eller chatter med vennerne på nettet. 

Dette beskriver Johansen (2014) som medialiseret leg, altså leg, hvori digitale medier indgår.

Her er det mening og legen, der styrer brugen af medierne hos små børn. Som når børn leger

med f.eks. Pokemon Go, Eventyr tur, Walki talkie, Minecraft og kameraer. Men er det nok, at god

gammeldags leg kun foregår digitalt? Hvad er der blevet af at kravle i træer, løbe på rulleskøjter

og at spille brætspil? 

 Idet det digitale er så indvævet i børnenes tilværelse er det enormt afgørende, at medierne

inddrages i det pædagogiske arbejde. For at få et indblik i børnenes brug af medier, bør vi som

lærere se på medierne i børnehøjde som f. eks at se dem over skulderen, når de spiller, spørger

og hører efter, hvad de fortæller. 

Derfor er det også vigtigt, at man som lærer er opmærksom på, hvad det er for nogle

læringsplatforme/forløb man bruger og stiller sig kritisk over for dem. Her kan man med fordel

have Drotners (2018) MIL betegnelse in mente. MIL betegner evnen til at kunne få adgang til

medier, forstå medier og kunne udtrykke sig ved hjælp af forskellige medier.  Selv har vi kigget

på et undervisningsforløb, som virkelig retter sig efter denne her tilgang. Her blev der både set

på generel kommunikation for derefter bedre at kunne forklare digital kommunikation. Det bliver

lærerens rolle at opbygge en forståelse hos eleverne, at det er en virkelig kommunikation mellem

mennesker der foregår på internettet. Der blev blandt andet inddraget forskellige cases til at

indfange to centrale problematikker. Den ene handlede om at sende beskeder og hvor nemt ting

kan misforstås mellem afsender og modtager. Den anden handlede om billeddeling og især om,

at børnene også skal give samtykke til det, som forældre deler om dem. Til sidst skulle klassen

samarbejde om at lave en plakat med fælles gode råd om at færdes på de digitale medier.

Således kunne de både opbygge en evne til at forstå og udtrykke sig gennem forskellige medier.

Det udvalgte forløb er til 1-2 klasse, og det er et udtryk for at MIL skal udvikles tidligt, fordi

eleverne allerede her bliver bekendt med de digitale medier. 

Skolen benytter sig af en masse læringsplatforme og medier online som lærerne er kompetente

i at bruge. Nu er det imidlertid forældrene, der i forbindelse med hjemmeundervisning har skulle

hjælpe deres børn med at navigere i de mange læringsplatforme. Dette har vist, at lærere har

en vis faglighed i at navigere i det digitale og at formidle dette videre til eleverne. Noget som

lærere i fremtiden forhåbentlig bliver endnu mere kompetente i forbindelse med faget

teknologiforståelse, som nu er blevet obligatorisk på læreruddannelsen.