Robotterne overtager

I denne uge har vi arbejdet med teknologiens indvirkning i vores hverdag. Der findes en fortælling om, at robotterne overtager. De kommer til at erstatte mange forskellige

funktioner i vores samfund og til sidst har vi som mennesker ingen jobs. Denne fortælling

kommer frem i mange science fiction film og serier fx Wall-E, I Robot og Westworld. Også i

virkelighedens verden er der blevet talt om dette emne med begrebet disruption, som betyder

forstyrrelse, afbrydelse eller sammenstød, men som vi i overført betydning bruger som et begreb

for, at arbejdspladser nedlægges, fordi produktionen omlægges, ofte pga ny teknologi (Fibiger

2020: 142). I 2017 blev der af daværende regering nedsat et disruptionsråd, der skulle gøre

danskerne klar til fremtiden ved at se på, hvor teknologier vil påvirke det danske arbejdsmarked (Fibiger 2020: 143).

Denne fortælling kan virke skræmmende for mange mennesker - især i uddannelsessektoren.

For uddanner man sig til et liv i arbejdsløshed? Og hvilken virkelighed er det vores elever i

folkeskolen skal arbejde i om 20 år? Derfor er denne problemstilling central at præsentere

eleverne for.  

Man snakker om tre generationer af kunstig intelligens. Det første er det klassiske

symbolparadigme, som handler om computerens evne til at behandle store talsæt og

kombinationsmuligheder fx i skak. Dette paradigme var fremherskende omkring 50’erne. Den

anden fase handler om at lære computere at håndtere andenhåndsviden fx at kunne sortere

rigtige mails fra uønskede i et spamfilter. Dette hedder det konnektionistiske paradigme og blev

udviklet i 80’erne. Her blev det også muligt for computere at håndtere store mængder data,

således at computeren kan trænes i at genkende mere og mere. Efter år 2000 snakker man om

en tredje fase, der kaldes Deep Learning, hvor computeren har en evne til at tænke intuitivt ud

fra de mønstre computeren finder i datasæt. 

Selvom man kan blive fascineret af alt det som computere kan i dag, så er de altså utrolig

dumme i sig selv. Vi skal huske på, at de ikke har en bevidsthed, men er afhængige af de inputs,

vi som mennesker giver dem. Med dem kan de analysere, sortere og beregne store mængder

data med hurtighed og præcision, men de forstår i virkeligheden ikke sig selv eller noget af det

data, vi giver dem. Dette kan elever i folkeskolen få indsigt i ved at arbejde med computational

tænkning. Der er eksempler på, at når vi mennesker giver computere mangelfuld data, kan det

gå galt. Måske husker mange robotstøvsugeren i Klovn, som kørte rundt i en hundelort i flere

timer. Et andet eksempel er i Black Mirror afsnittet “Be right back”, hvor hovedpersonen laver en

robot af sin afdøde kæreste. Robotten mangler dog vigtige inputs om ironi, hvordan man har

sex, intimitet og at være bange for noget. 

Black Mirror afsnittet sætter også en anden diskussion i gang, netop om dataetik. Hvor meget

skal vi bruge teknologien til? Er vi nået dertil, hvor vi inden vi dør skal tage stilling til, hvorvidt vi

ønsker at leve videre som en robot til ære for vores pårørende. Teknologien har så mange

muligheder fx at kunne følge børns udvikling via deres legetøj, erstatte dommere i retssale,

kirurger på operationsgangen, kassedamer i supermarkedet, medarbejere på plejehjem, måske

endda lærere i skolerne? Dette skaber en masse etiske overvejelse omkring barnets privatliv

over for deres forældre og menneskers behov for nærvær. Hvem er det der skal tage de valg

om, hvor teknologien skal bruges? Mange af de her teknologier opstår på markedets vilkår,

hvorfor vi som forbrugere også skal være kritiske, fordi politikernes regulering af teknologierne

ikke altid kommer først. I Hasselbach (2018) pointerer hun vigtigheden af, at vi som samfund og

mennesker bør stille os kritiske over for de data vi udleverer om os selv. Selvom der er mange

fordele i alle de her muligheder, vil der samtidig være en risiko for manipulation og kontrol. Dette

har på mange måder gjort, at vi lever i en verden, hvor samtykke er meget vigtigt, da vores data

ellers kan leve videre uden os. Netop denne pointe er vigtig at lære vores elever i folkeskolen.